Kategorier
Fodbold

Interview med Steffen Jensen

I forbindelse med det kommende valg i FC Barcelona har jeg spurgt en række danske culés om hvilken præsidentkandidat de håber vinder valget.

I denne omgang taler jeg med Steffen Jensen.


Interview

Bon dia, Steffen, og tak fordi du vil give dig tid til at tale lidt om det forestående valg. Først og fremmest vil jeg lige høre om du vil fortælle lidt om dig selv og dit forhold til Barça?

Bon día! Hvis jeg kort skal starte med mig selv, så er jeg 33 år gammel, bor i Aarhus med min kæreste, og min lille dreng på 5 måneder. Jeg arbejder til daglig som IT-konsulent i et lille selskab i Visma-koncernen. Her arbejder jeg med alt fra projektledelse til undervisning ifm. implementering af software, både i det offentlige og i det private. Ved siden af arbejdet er min store passion fodbold, navnlig AGF og naturligvis FC Barcelona.

Mit forhold til Barca har varet i lidt over 20 år. Det startede faktisk i slut 90’erne, hvor jeg var meget betaget af det brasilianske landshold, og især Rivaldo, som i slutrunden i Frankrig i 98 jo gjorde det onde ved Danmark. Men han blev jeg faktisk så stor fan af, at jeg den vej rundt begyndte at følge ham i Barcelona. Indtil da havde jeg fuldt lidt med i dansk og engelsk fodbold, men var slet ikke så fanatisk omkring fodbold som den dag i dag. Skæbnen ville så, at jeg sommeren efter – i 99 – kom forbi Barcelona på ferie, og her besøgte jeg Camp Nou med min far, og fik min første Barca-trøje i shoppen. Naturligvis med RIVALDO 11 på ryggen. Siden dengang har jeg været ret passioneret omkring Barca, hvilket bl.a. har ført til, at jeg har boet i både Barcelona og Madrid ifm. mit studie, så jeg kunne dyrke min passion på tæt hold.

Er du medlem af klubben og dermed har mulighed for at stemme til valget (hvilket COVID-19 så nok vil sætte en stopper for uanset hvad)?

Jeg har aldrig været medlem af klubben. Jeg har som dansker svært ved at se fordelene i at være medlem. Jeg har ikke mulighed for at stemme, og da jeg boede i Barcelona kunne jeg altid få billetter til kampene, eftersom der sjældent er helt udsolgt – selv til relativt store kampe, som f.eks. mod Atl. Madrid.

Mange fans så det som et glædesøjeblik, da mistillidsvotummet fik indhentet nok underskrifter og dermed var den medvirkende faktor til at Josep Maria Bartomeu og hans bestyrelse endte med at træde tilbage og udskrive valg. Hvordan havde du det, da Bartomeu trådte tilbage?

Jeg var som de fleste Barca-fans rigtig glad, da det endelig blev officielt, at Bartomeu og Co. gik af. Jeg havde det virkelig skidt ved indgangen af indeværendesæson, da jeg ikke rigtig kunne grave noget som helst optimisme frem, og blot så det som en mellemsæson der skulle overstået, indtil han skulle træde tilbage i sommeren 2021 ifm. valget. At det skete tidligere var glædeligt, men problemerne i klubben er ikke forsvundet med hans exit. Vi står med kæmpe sportslige og økonomiske problemer, så den nye ledelse får virkelig en hård start med at rydde op i det morads der er skabt af Bartomeu og Co. de seneste år.

I sommers skete der noget andet, der til gengæld var medvirkende til at mistillidsvotummet blev stillet. Leo Messi sendte den nu så berømte burofax til klubben med beskeden om, at han ønskede at forlade klubben med øjeblikkelig virkning. Hvordan havde du det med Messis udmelding?

Først troede jeg virkelig ikke på det, men da det blev bekræftet fra klubbens side, blev jeg virkelig trist til mode. Jeg er meget konservativt anlagt i en moderne fodboldverden, så mit håb har altid været, at Messi ville slutte karrieren i Barca, eller i hvert fald ikke skulle skifte til en anden europæisk klub. Men hvis jeg satte mig i Messi sted, kan jeg sagtens forstå, at han nærmest i frustration meldte ud, at han ville væk, da klubben er blevet ledet elendigt de seneste mange år, og med en bedre ledelse, havde Messi jo nok haft et par flere CL-titler på CV’et.

Han har givet Barca så meget, og man skal passe på med at tage hans niveau for givet, fordi han har været så stabil på et sindssygt højt niveau, som vi næppe får at se igen i vores levetid. Men når han har givet klubben så meget, så føler jeg, at han selv kan bestemme hvad han vil. Hvis han ikke føler, at han kan få opfyldt sine ambitioner i Barca, så må han tage et andet sted hen. Solen står stadig op om morgenen, og nye klassespillere vil komme til, selvom vi på den korte bane vil opleve et stort vakuum, akkurat som Real Madrid gjorde uden Cristiano Ronaldo. Men jeg håber da, at en ny præsident kan overtale Messi til at blive, da han stadig er verdens suverænt bedste spiller, og jeg er sikker på, at han stadig har en enkelt CL-titel gemt i sig. Og jeg tror ikke det er urealistisk, at en ny præsident kan få ham til at blive.

Nu mere konkret til valget. Netop nu er i alt ni kandidater i gang med at indsamle underskrifter for at blive opstillingsberettiget. Hvem er din foretrukne kandidat og hvorfor mener du at lige netop din kandidat er den bedst egnede til at være den næste præsident for FC Barcelona?

Min personlige favorit er Joan Laporta, af den simple årsag, at han har gjort det før. Da han overtog nøglerne tilbage i 2003var klubbens i en tilstand som ligner den nuværende, og han forvandlede reelt klubbens fra randen af konkurs til verdens største fodboldklub – endda med et udtryk som siden har dannet skole. Ikke nok med, at man var de bedste, nej man formåede også at revolutionere fodbolden under Pep Guardiola med smuk nytænkende fodbold, og man gjorde dette med en stor repræsentation af egenudviklede spillere. På alle planer var man førende. Det er selvfølgelig ikke udelukkende Laportas fortjeneste, men han sad for bordenden da alt dette skete, og derfor ønsker jeg, at han vender tilbage. Jeg er også ret fascineret af hans personlighed. Han slår mig som lettere arrogant med et kæmpe ego, men det er egentlig meget fedt. Jeg har også den “personlige relation” til ham, at jeg i forbindelse med Barcelonas Aarhus-besøg tilbage i 2005, havde en bekendt som fejrede nytår med Laporta og hans familieher i Danmark, og her fik jeg en personlig hilsen fra Laporta og en fra ledelsen som også var til stede. Det synes jeg var meget fedt.

Laporta har naturligvis ikke været SÅ detaljeret omkring hvad han har af ønsker omkring Barca, men han har prøvet det før, hvilket giver mig en stor tryghed. Han er jo ærke-katalansk, så jeg er sikker på, at klubbens identitet vil styres i den retning igen. Jeg håber på et sundt økonomisk fundament, hvor vi i en længere periode må hænge hatten på unge talentfulde spillere udefra, som f.eks. Pedri og Dest, samtidig med, at forsyningerne fra la Masía skal supplere op. Tiden med kæmpebeløb for spillere som Coutinho og Grizmann er slut. Dertil er økonomisk for ringe. Men det er fint for mig, med unge sulte spillere. Målet er selvfølgelig, at Barca stadigvæk skal være konkurrencedygtige, selvom der må spares.

Det er også vigtigt for mig at tilføje, at jeg absolut intet har imod Victor Fonts kandidatur. Han har fremlagt nogle spændende, gennemarbejde planer for klubben, og skulle han vinde vil jeg stadig være optimistisk. Jeg er dog utryg ved, at han lægger så meget ansvar på Xavis skuldre. Jeg har Xavi i top 3 over mine favorit-spillere i Barca gennem tiderne, men at gøre ham til den altoverskyggende kransekagefigur på et nyt projektvirker i mine øjne lidt FOR romantisk. Jeg kan dog sagtens se Xavi få en rolle før eller siden, men jeg mener egentlig ikke, at Koeman gør et skidt stykke arbejde med det materiale han råder over, så skulle han sikre klubben en top 4 placering efter den kaotiske sommer vi var igennem, så vil jeg ikke være modstander af, at en ny præsident kører videre med ham ved roret.

De fleste kandidater taler om vigtigheden i at Leo Messi fortsætter i klubben. Tror du din kandidat kan formå at overbevise Messi? Skal Messi overhovedet overbevises til at fortsætte?

Ja, det tror jeg faktisk der er gode chancer for. Når jeg ser Messi spille, ser jeg stadig en sulten spiller, og han har faktisk gradvist hævet sit niveau i løbet af sæsonen i takt med, at hans humør er blevet bedre. Han har jo været i kulkælderen i løbet af sommeren, men jeg tror Bartomeus exit og det nye valg har fået ham til at se lysere på fremtiden. Jeg har også virkelig svært ved at se Messi i en anden trøje end Barcas, så det kan være det er mere hjertet end hjernen der taler. Jeg føler nok bare heller ikke, at Messis betingelser for at vinde f.eks. CL vil være markant højere i Paris eller Manchester City. Tingene kan gå ekstremt hurtigt i topfodbold, bare se på Bayern efter de skiftede træner. De gik pludselig fra krise til at vinde ALT fra den ene dag til den anden.

Tak for svarene. Er der her til sidst andet du brænder for at komme af med? Om valget eller bare generelt om Barça?

Nej, egentlig ikke. Men jeg ser spændt frem mod valget. Det jeg ønsker, er sådan set bare en frisk start, og jeg er overordnet set meget optimistisk omkring fremtiden. I mine over 20 år som fan har jeg også oplevet få sæsoner med pokaltørste, så de gode år vi har været igennem med især Pep er ikke noget man bare kan forvente fortsætter år efter år. Jeg fornemmer en stor grådighed blandt Barca-fans på Twitter, som er hurtige til at svine spillere og trænere til ved førstkommende lejlighed. Vi har været privilegerede af at opleve noget unikt under Pep, og det er ikke sikkert, at vi kommer helt derop igen, men mindre kan bestemt også gøre det.

Endnu en gang tak for at tage dig tid til at besvare mine spørgsmål. Vi snakkes ved på Twitter.

¡Visca el Barça!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.