I denne omgang taler jeg med Pablo Barraza, der er fra Argentina og er en træt culé. Ikke kun på grund af Bartomeu, men fordi han blev far til tvillinger i februar måned.
Det er i øvrigt Pablo til venstre på billedet hvis du skulle være i tvivl 😉
Læs mere om valget her: Les Eleccions
Interview
Bon dia, Pablo, og først og fremmest tak fordi du vil give dig tid til at tale lidt om det forestående valg. Jeg ved du er fra Argentina og stor Maradona-fan, men vil du fortælle lidt om dig selv og dit forhold til Barça?
Jeg er 42, bor på Frederiksberg og har lige fået tvillinger, hvor den ene er en dreng og hedder DIEGO 😉
Jeg er født i Mendoza, Argentina af en argentinsk far og en chilensk mor. Blev fan af Barcelona i 82 (bevist/ubevist) via mine brødre, da Maradona kom til Barça. Jeg husker som barn, at vi så kampene på TV2, men ved ikke hvilken alder jeg har haft. Det var store dage i vores familie når der var El Clásico. Jeg husker, at der var lidt feststemning de dage.. Det var så fedt. Og VM 86 husker jeg som det fedeste, hvor hele familien blev samlet til alle Argentinas og Danmarks kampe. Husker jeg blev drillet lidt af nogle drenge fordi vi sad og råbte “Argentina, Argentina” under kampene haha… Husker jeg blev ked af det, men i dag er det jo bare fedt, at vi hyggede os med det fantastisk VM og Maradona-showet.
Jeg har fulgt Barça lige siden og jeg tror ærlig talt, at jeg har set 99 % af alle kampe de sidste 20 år 🙂
Tiden med Laudrup var den tid, hvor det blev rigtig stort, og derefter synes jeg, at Barça har været et fantastisk hold. De har altid haft mine yndlingsspillere, altid prøvet at spille flot fodbold, altid hold fast i ”mere end en klub”. Det de gjorde med UNICEF, og da de ikke havde reklamer på trøjerne, var en masse jeg var stolt af som Barça fan. Jeg husker, at da reklamerne kom på trøjen, synes jeg, at vi ikke var så unikke mere. Det var jeg rigtig ked af, selv om jeg godt ved, at det er økonomi osv., der gør det til en nødvendighed.
Maradona, Allan Simonsen, Laudrup, Rivaldo, Romario, Ronaldo, Ronaldinho, Messi, Xavi, Iniesta, Puyol. De er alle mine yndlingspillere og jeg har aldrig forstået, at man kunne være fan af andre hold.
Nå nok om mig 🙂
Er du medlem af klubben og dermed har mulighed for at stemme til valget (hvilket COVID-19 så nok vil sætte en stopper for uanset hvad)?
Jeg er medlem af den danske penya. Blev medlem for blot 2 år siden ca. Fandt den via Thomas Hagen, som inviterede mig til Fan Cup, hvor jeg opdagede hvor hyggeligt det var. Så meldte mig ind.
Jeg vil ærligt indrømme, at jeg ikke har sat mig ind i det kommende valg, da jeg i februar fik tvillinger og det har taget alt min tid. Det har afholdt mig fra at gå i dybden med nogen som helst. Jeg har set nogle interviews med Font på tv, læst din side, samt google lidt og fulgt med på TV2 når de viser Barcelona. Der har de talt lidt om emnet i studiet.
Mange fans så det som et glædesøjeblik, da mistillidsvotummet fik indhentet nok underskrifter og dermed var den medvirkende faktor til at Josep Maria Bartomeu og hans bestyrelse endte med at træde tilbage og udskrive valg. Hvordan havde du det, da Bartomeu trådte tilbage?
Jeg var ekstatisk lykkelig. Jeg synes han har taget nogle utrolig dårlige valg og der er sket alt for mange negative ting omkring ham. Han virker som en karakter a la Florentino Pérez. Som om der skal være gang i noget for at være at være i centrum nogle gange.
De værste ting jeg lige husker er, da han havde betalt for at finde snavs på spillerne. Det tror jeg han faktisk har gjort. Hvorfor ved jeg ikke. Havde han ikke gjort det havde han vel nægtet det mere ægte og der var også en masse fnidder mellem ham og spillerne.
At Neymar blev mistet for Barcelona, ser jeg som den største katastrofe overhovedet. Jeg VED, at hvis Neymar havde forsat i klubben dengang, havde vi ikke mistet de kampe mod Roma, Liverpool og højst sandsynligt vundet 2 CL’er mere. Bartomeu har sikkert gjort hvad han kunne for at holde på ham, men det var for sent. Fordi vi havde Messi, tror jeg at Bartomeu har følt, at hans egen stolthed var vigtigere end klubbens fremtid. Det er min holdning og gæt til hvad der skete.
Jeg sagde til min kæreste, da Neymar smuttede, at det føltes som hjertesorg, som hvis hun gik fra mig, haha. Hun blev ikke glad for den sammenligning, men det var sådan jeg havde det. Jeg følte mig forrådt og var oprigtigt ked af det. Han blev slettet på Facebook og Instagram og har først tilføjet ham igen i sommers, da der blev rygtet at han kom tilbage. Jeg synes Barcelona skal gøre ALT for at få ham igen. Om det så går ud over stoltheden.
I sommers skete der noget andet, der til gengæld var medvirkende til at mistillidsvotummet blev stillet. Leo Messi sendte den nu så berømte burofax til klubben med beskeden om, at han ønskede at forlade klubben med øjeblikkelig virkning. Hvordan havde du det med Messis udmelding?
Dette ødelagde rigtig meget for min kærlighed til Messi. Før stillede jeg ham tæt på Maradona, men nu er han røget nogen trin ned. Jeg blev ked af det. Ligesom alle andre har jeg givet Bartomeu skylden, men det skyldes nok mere, at holdet ikke er så sjovt at spille på mere. Når man har været vant til Xavi, Iniesta og så skulle spille med Braithwaite, en færdig Busquets samt en bunke 17 årige drenge. Igen tilbage til Neymar, hvis han var i klubben, var dette aldrig blevet et emne.
Jeg er begyndt at betragte Messi som en ”almindelig” fodboldspiller, der kan skifte til en anden klub. Jeg tror måske bare det er min måde at forberede mig på, at blive forladt af endnu en af mine allerstørste fodboldikoner. For hvad Messi har givet Barcelona er HELT UTROLIGT. Jeg er lykkelig for at have set ALLE kampe med Messi på holdet siden han startede. Jeg har både stået op midt om natten for at se Messi i Thailand Fillipinerne, Peru, Cuba, Bolivia, Mexico, Chile, Argentina, Sri Lanka.. Alle de steder har jeg sat uret efter en lang dag, og sikkert en våd aften, for at se Messi kærtegne den fodbold.. Så jeg tror bare, at jeg har givet lidt slip for ikke at blive endnu mere ked af det end da Neymar smuttede 🙁
Men i bund og grund synes jeg, at det er Bartomeus skyld og jeg tror, ud fra Messis spil, at han allerede er tabt for klubben, men jeg håber, at en ny præsident kan lokke ham til at blive og jeg tror at Neymar er midlet.
Allerede der hvor jeg skriver ”skal lokke Messi til at blive” så mister jeg noget for ham. En Barcelona-spiller skal ikke lokkes til at blive.. Hvis han ikke vil være i klubben, så farvel Leo. Hvor ondt det end må gøre.
Nu mere konkret til valget. Netop nu er i alt ni kandidater i gang med at indsamle underskrifter for at blive opstillingsberettiget. Hvem er din foretrukne kandidat og hvorfor mener du at lige netop din kandidat er den bedst egnede til at være den næste præsident for FC Barcelona?
Jeg har valgt Laporta fordi:
Efter alt det ”lort” vi har været igennem de sidste par år, med hensyn til præsidenten, synes jeg at vi har brug for en, der ved hvordan posten skal håndteres. Hvis der kommer en ny, så skal han først finde fodfæste og finde ud af hvordan man omgås spillerne, trænerstaben osv.
Laporta har prøvet det før og gjort det godt. Alle de fejl han lavede dengang kan han undgå nu og tilrette rollen endnu bedre end sidst. Jeg ved ikke om Font har mere at tilbyde økonomisk, men Laporta er det sikre valg synes jeg, og lige nu vil jeg vælge at gå med det sikre valg for at få skibet sikkert i havn.
Vi er i gang med at bygge et nyt hold op og derfor skal dette projekt lige afsluttes med værdighed og uden nogen form for drama for det har spillerne eller klubben ikke brug for. Det de har brug for er, at blive husket som nogle der var i klubben under den vildeste tid og de skal huskes som de fodboldkonger de var. Vi har vundet alt i så mange år og det skal være deres eftermæle. Ikke at de skred ud af bagdøren ligesom Ronaldinho. Det var uværdigt over for Ronaldinho, der gav klubben så meget glæde.
De fleste kandidater taler om vigtigheden i at Leo Messi fortsætter i klubben. Tror du din kandidat kan formå at overbevise Messi? Skal Messi overhovedet overbevises til at fortsætte?
Det er vigtigt for klubbens image, men ikke for fodbolden. Messi er 33 år nu. Han kan snart ikke tilbyde mere af den slags playstationspil han har stået for i så mange år. Han er desuden en aldrende spiller, der ikke deltager i presset og ikke kan betale for sin manglende defensive mangler med mål eller assist, hvilet ikke vil gavne holdet i fremtiden. Så set med fremtiden in mente vil jeg sige, at Messi gerne må gå, men det skal ske med rosenblade, guldstatue, stadionnavngivelse og alt hvad der ellers kan blive lavet til taknemmelighedens navn til verdens bedste fodboldspiller nogensinde… Lige efter Diego naturligvis 🙂
Tak for svarene. Er der her til sidst andet du brænder for at komme af med? Om valget eller bare generelt om Barça?
Ja, jeg synes det er MEGET vigtigt at huske på, at det har været ca. 15 år hvor Barcelona bare har været ekstraordinære på alle parametre. Spillerkøb (Dani Alves, Jordi Alba, Samuel Eto’o, Ronaldinho, Thierry Henry, Neymar, Luis Suárez, Ivan Raketic), talentudvikling, succes og det derigennem opnået salg af trøjer osv… Det har været en fantastisk tid… Og så begynder der at komme ridser i lakken, så kommer de desparate valg og så er hele korthuset ved at vælte nu samtidig med at den stærkeste brik vil væk. Men mennesket er ikke skabt til at gå ned i niveau, så derfor er det meget svært for alle at acceptere, at vi ikke vinder CL, La Liga og Copa del Rey hvert år. Så folk skal være tålmodige og taknemmelig for den tid vi har haft. Nu gælder det om at bygge et nyt hold op og give dem nogle navne og rutinerede spillere, som de unge kan læne sig op ad.
Jeg synes vi er godt på vej med nogle af de største talenter overhovedet i verden. Pedri, Fati, Dest, de Jong og Riqui Puig. Nu mangler de bare Neymar til at styre holdet og et forsvar, der enten skal steppe op eller bygges op. Så tror jeg vi er rette spor igen.
Endnu en gang tak for at tage dig tid til at besvare mine spørgsmål.
¡Visca el Barça!