I denne omgang taler jeg med Jonas Villumsen. Jonas er en del af bandet Entakt og har også udgivet et soloalbum. Skriver desuden om dansk fodbold fra de lavere rækker på bloggen Noter fra tribunen.
Læs mere om valget her: Les Eleccions
Interview
Bon dia, Jonas, og først og fremmest tak fordi du vil give dig tid til at tale lidt om FC Barcelona. Du skriver om fodbolden fra de lavere rækker i Danmark på din blog, Noter fra tribunen, og du har fortalt mig, at du har søgt den vej, da du er lidt træt af det nuværende Barça. Kan du fortælle lidt mere om dig selv og dit forhold til Barça?
Bon dia, Jimmy. Ganske rigtigt – jeg har fundet en stor glæde ved de lavere danske rækker, hvilket indirekte er afledt af et afsavn i forhold til min catalanske hjertesmerteklub. Barça er gradvist begyndt at føles som en mere og mere fjern størrelse, som jeg har haft sværere og sværere ved at identificere mig med over de senere år. Ikke grundet resultaterne – for jeg har holdt med Barça siden jeg, som barn, i starten af 90’erne, begyndte at følge Laudrups spanske eventyr, og guderne skal vide at vi har set dårlige resultater i løbet af disse år.
Ikke desto mindre har jeg hungret efter at fodbold igen skulle føles som en nær størrelse, hvor kvaliteten muligvis skaller lidt i kanterne, men hvor det kan få lov at handle mere om mennesker og klubfølelser end om isolerede individer, vanvittige pengesummer og korrupte banditter i habitter.
Er du medlem af klubben og dermed har mulighed for at stemme til valget (hvilket COVID-19 så nok vil sætte en stopper for uanset hvad)?
Nej, jeg har desværre aldrig været soci. Da jeg langt om længe besluttede mig for at blive det, faldt det sammen med at reglerne for udlændinge blev ændret, således at man skulle have mulighed for at rejse til byen noget oftere end jeg på nogen måde havde mulighed for.
Til gengæld har jeg i en periode været medlem af den danske penya.
Mange fans så det som et glædesøjeblik, da mistillidsvotummet fik indhentet nok underskrifter og dermed var den medvirkende faktor til at Josep Maria Bartomeu og hans bestyrelse endte med at træde tilbage og udskrive valg. Hvordan havde du det, da Bartomeu trådte tilbage?
Jeg befandt mig et sted midt mellem glæde og udmattelse – tilsat en vis sorg over hvor meget der er blevet smadret inden den ledelse kom ud af vagten. Samtidig tror jeg virkelig at man som culé skal væbne sig med tålmodighed, for det tager tid at støbe et nogenlunde sundt fundament i så monstrøs en konstruktion som Barça.
I sommers skete der noget andet, der til gengæld var medvirkende til at mistillidsvotummet blev stillet. Leo Messi sendte den nu så berømte burofax til klubben med beskeden om, at han ønskede at forlade klubben med øjeblikkelig virkning. Hvordan havde du det med Messis udmelding?
Den gjorde ondt, men lå i forudsigelig forlængelse af det forfald, vi har oplevet i nyere tid. Samtidig var den jo det endegyldige bevis på at der var gået råd i hele butikken. Det er en farce, og det har været både smertefuldt og tåkrummende pinligt at være vidne til, men måske var det netop den afgørende rodbehandling der skulle til for at vi nu kan bevæge os i en positiv retning.
Det føles i øvrigt absurd hvordan man nu sidder og tolker på Messis ansigtsudtryk hver gang han scorer. “Smiler han? Så jeg et lille smil?”. Absurd.
Nu mere konkret til valget. Netop nu er i alt ni kandidater i gang med at indsamle underskrifter for at blive opstillingsberettiget. Hvem er din foretrukne kandidat og hvorfor mener du at lige netop din kandidat er den bedst egnede til at være den næste præsident for FC Barcelona?
Jeg følger lidt med, men farer også lidt vild i informationsstrømmene på Twitter og lignende steder. Ikke mindst fordi afsenderne af disse informationer ofte allerede er forankret i en af lejrene, og således kan objektiviteten godt gå i fløjten. Derudover har jeg altid selv lidt under at være typen som i højere grad mærker fodbold, end forstår det. Mit hjerte kommer ganske enkelt i vejen for min hjerne, så de grundlag jeg bedømmer ud fra er oftest funderet i æstetik fremfor regneark. Begge dele er vigtige størrelser, det ved jeg, og jeg erkender at jeg i langt højere grad drages mod den ene vægtskål end den anden. Eksempelvis ville jeg give højre arm og venstre ben for at få Unicef tilbage på fronten af trøjen.
Ud fra de ting, jeg har læst, hælder jeg personligt mest til Victor Font.
De fleste kandidater taler om vigtigheden i at Leo Messi fortsætter i klubben. Tror du din kandidat kan formå at overbevise Messi? Skal Messi overhovedet overbevises til at fortsætte?
Jeg vil svare ærligt: jeg aner det simpelthen ikke. Hverken om det er realistisk at overbevise Messi om at blive, eller om det overhovedet er det rigtige. Naturligvis ville jeg elske at vi fik lov at se Messi forlade klubben på et tidspunkt, hvor tingene lykkes, fremfor fornemmelsen at han skal grave sig ud af kulkælderen med en plasticske. Det er så trist at det er kommet til dette. Han har været synonym med klubben og omvendt. Man kunne ikke have skrevet en smukkere symbiose. Den fortjener en ikke-ulykkelig slutning.
Samtidig er det bare så vigtigt at man begynder at forberede sig på en tid, hvor Messi ikke er der til at trække læsset. Vi ser det allerede i denne sæson, hvor han, til tider, rent faktisk ligner et væsen fra denne planet. Og et metaltræt ét af slagsen. Det er umenneskeligt hvad han har slæbt i de senere år, mens man fra ledelsens side gentagne gange har ladet vandet i bukserne for at holde varmen, med mildest talt tvivlsomme indkøb og andre spredehagl.
Jeg elsker Messi og vil så gerne have at han slutter på et tidspunkt hvor legen er god, men bæredygtighed og et projekt der giver håb for fremtiden er det vigtigste for mig. Jeg har et lille håb om at det ene ikke udelukker det andet.
Tak for svarene. Er der her til sidst andet du brænder for at komme af med? Om valget eller bare generelt om Barça?
Nu hvor jeg har svaret på disse spørgsmål mærker jeg endnu tydligere hvor meget jeg savner at føle mig som ét med klubben. Den har været en konstant størrelse i mit liv de seneste 30 års tid, og det har på det nærmeste været en sorgproces at opleve hvordan den gradvist er faldet fra hinanden. Jeg hæver hermed kaffekoppen med et inderligt nytårsønske om at igen at kunne mærke et uforfalsket, uspoleret sus af glæde fra et sæde på Camp Nou.
Endnu en gang tak for at tage dig tid til at besvare mine spørgsmål. Vi snakkes ved på Twitter.
¡Visca el Barça!