Read the interview in English through Google Translate here.
I dette første interview taler jeg med Navid Molaaghaei, der nok er en af de danskere, der ved mest om La Masia og talenterne. Navid er meget aktiv på Twitter hvor han udover sin egen profil, @navidjaaan, også er admin på kanalen @Youngcules. Derudover har han også deltaget i diverse podcasts som f.eks The Barcelona Podcast.
Læs mere om valget her: Les Eleccions
Interview
Bon dia, Navid, og først og fremmest tak fordi du vil give dig tid til at tale lidt om det forestående valg. Jeg ved du følger La Masia tæt, men jeg vil høre om du vil fortælle lidt om dig selv og dit forhold til Barça?
Jeg er 25 år gammel og studerer Mellemøststudier på Københavns Universitet. Engang læste jeg Journalistik på Syddansk Universitet, hvor jeg gerne ville blive sportsjournalist, men visse omstændigheder fik mig på andre tanker, og i dag holder jeg sportsdækningen strengt til Barça, fra førstehold til ungdomshold. Som så mange andre fodboldglade børn fra min generation, blev jeg tryllebundet af Ronaldinho til at holde med klubben, og da Pep-æraen begyndte på samme tid som min pubertet, kunne jeg ikke blive til andet end en fanatisk tilhænger af klubben.
Jeg begyndte også at interessere mig mere og mere for ungdomsfodbold og forsøgte altid at finde og udvikle de bedste unge spillere i videospil som FIFA og Fooball Manager. Denne interesse kombineredes perfekt med at være culé på dets legendariske akademi. Siden 2013 har jeg fuldt akademiet så tæt som førsteholdet.
På samme tid blev jeg aktiv i FCB-forummer online: på Facebook startede jeg danske grupper og sider op under navnet Barça 24-7; på YouTube begyndte jeg at lave højdepunkter af klubbens ungdomsspillere på kanalen Youngcules; og på Twitter, hvor jeg stadig skriver om klubben og akademiet, både på min personlige kanal, @navidjaaan, og på @Youngcules. Man ville være overrasket, hvor mange, der finder akademiet og dets spillere interessante, så jeg er glad for, at jeg i mange år her været en af de eneste, der har skrevet om det ud til et internationalt publikum. Desuden har jeg været heldig og lært en masse mennesker i og omkring Masia-miljøet at kende.
I dag er mit forhold til klubben gået fra et romantisk teenageforhold til det realpolitiske voksenforhold. Jeg går meget op i klubpolitik og har i årevis været dybt pessimistisk omkring førsteholdet og har faktisk haft langt større glæde af at se Barça B og ungdomsholdet. Det hjælper til at blive mere forhåbningsfuld om fremtiden.
Er du medlem af klubben og dermed har mulighed for at stemme til valget (hvilket COVID-19 så nok vil sætte en stopper for uanset hvad)?
Nej, det er jeg ikke, men som medlem af Københavns officielle FCB-fankub, Penya Barcelonista de Copenhagen, kan jeg efter et vist tidspunkt blive medlem ved at underskrive nogle papirer nede på klubkontorerne i Barcelona. Det koster desuden en OK sjat om året, har jeg læst, og jeg er pt. en fattig studerende, men en dag vil jeg uden tvivl blive soci og stemme til klubbens præsidentvalg.
Mange fans så det som et glædesøjeblik, da mistillidsvotummet fik indhentet nok underskrifter og dermed var den medvirkende faktor til at Josep Maria Bartomeu og hans bestyrelse endte med at træde tilbage og udskrive valg. Hvordan havde du det, da Bartomeu trådte tilbage?
Det var også et glædens øjeblik for mig, da jeg i årevis har brugt megen tid og mange kræfter på at kritisere Bartomeu på Twitter og samarbejde online med soci-aktivistgrupper imod ham, fordi det allerede inden præsidentvalget i 2015, hvor han indtil da havde taget over for den aftrædende Sandro Rosell, ikke havde vist sig kapabel til at lede klubben. En Treble (mere takket være MSN og Luis Enrique end Bartomeu) og et svagt kandidatur fra Joan Laporta, der knap nok havde forberedt sig, gav ham desværre seks flere år på posten, hvor han i den grad har vist, hvor dårlig en præsident, han var. Heldigvis bragte votummet en tidligere ende på hans mandat, men han burde have været trådt tilbage selv, da resultaterne (og spillet) på banen i højeste grad reflekterede inkompetencen bag scenerne (eksempelvis efter choknederlagene i Champions League mod Roma, Liverpool eller Bayern).
I sommers skete der noget andet, der til gengæld var medvirkende til at mistillidsvotummet blev stillet. Leo Messi sendte den nu så berømte burofax til klubben med beskeden om, at han ønskede at forlade klubben med øjeblikkelig virkning. Hvordan havde du det med Messis udmelding?
Selvom jeg var ked af det, var jeg fuldt forståelig over for det. Verdens bedste fodboldspiller nogensinde kan måske godt undvære et år eller to med dårlig ledelse og resultater på banen, men godt et helt halvt årti, hvor det bare er blevet værre for hvert år, der gik… og så i hans bedste år. Den gik bare ikke længere. Jeg ikke enig i tanken om, at han skulle have ladt sig ofre og holde ud et år mere, da Bartomeu ville have været væk senest næste sommer. At han ikke kunne vente, viser fuldstændigt, hvor langt ud på kanten omstændighederne havde drevetham. Han kunne ikke holde mere ud, og det bør vi respektere. Ligesom vi også skal respektere, hvis han vælger at skifte til sommer.
Nu mere konkret til valget. Netop nu er i alt ni kandidater i gang med at indsamle underskrifter for at blive opstillingsberettiget. Har man fulgt dig lidt på Twitter, så er det ingen hemmelighed, at du støtter Víctor Font og “Sí al futur”. Hvorfor mener du, at lige netop Víctor Font er den bedst egnede til at være den næste præsident for FC Barcelona?
Tja, jeg kommer ikke til at kunne fatte mig i korthed her, så jeg må dele det op i afsnit…
Én kandidat ud af to gode favoritter
Først finder jeg det magtpåliggende at sige, at jeg vil bakke op både om Font og Joan Laporta. Jeg går ind til det her valg i både skidt og godt humør: skidt, fordi Bartomeu og co. har degraderet klubben i så høj en grad, at det måske tager endnu flere år, før vi endnu en gang ser klubben dominere Europa; men godt, fordi de to ledende kandidater begge er yderst gode præsidenter. Laporta er klubbens bedste præsident i historien og kommer ind med meget erfaring, men jeg har med stor interesse fulgt Font siden sidste præsidentvalg, hvor han ikke valgte at stille op, fordi han stadig var ved at forberede sine planer, og disse er nu klar til at blive udført. Disse planer karakteriserer sig først og fremmest som værende langsigtede, demokratiserende og forudsigende inden for økonomiske, sportslige og sociale forhold.
Forudsigende, fordi han allerede dengang forudså den”perfekte storm”, som klubben står over for i dag: Messis afgang, økonomisk forfald og dårlige sportslige beslutninger. Alle disse faktorer (undtagen Messi, der bliver lidt endnu) er nærmest gået op på samme tid oven i en pandemi, der udelukkende har afsløret klubbens samtlige problemer, alt imens andre europæiske topklubber (f.eks. Bayern samt selv mindre spanske klubber som Eibar) er kommet igennem året med forholdsvis positive regnskaber. Denne perfekte storm er grundlaget for Fonts projekt. Han vidste, at hvis han ville vinde, ville han enten overtage en klub allerede i dyb krise eller en med snarlige omvæltninger. Han vil få begge, hvis han vinder, og han er parat til at imødekomme det hele.
Med disse udsigter har Fonts hold allerede lagt en detaljeret nødplan for de første 100 dage efter den 24. januar, som han har tænkt sig at udføre med transparens, noget der har været en svaghed i klubben i det sidste årti, ja, egentligt også under Laportas mandat.
Fonts sportslige planer
Det hele handler selvfølgelig ikke kun om økonomi, menogså om fodbolden. Her har Font i mine øjne den bedste vision for, hvordan klubben skal ledes. Som den første præsident ville han give mere magt til fodboldeksperterne og give mindre sportslig magt til bestyrelsen. Når den sportslige ledelse f.eks. ønsker at hente en spiller, vil bestyrelsen ikke have andre indvendinger, end om handlen er økonomisk mulig eller ej. Her har Laporta en mere traditionel tilgang, som giver bestyrelsen en interventionistisk magt, og ja, det virkede fint, da Laporta havde Johan Cruyff til at viske ham i øret, men jeg synes ikke, politikere og forretningsmænd skal tage vigtige sportslige beslutninger i Barça. Det er nemlig det (blandt så meget andet), der var det fatale for Bartomeus bestyrelse, med handler som Griezmann og Coutinho, hvor mange, heriblandt Font med det samme sagde: det giver ingen mening, de dækker begge samme områder som Messi. Og de havde ret. Der var ikke sportsligt og tekniskgrundlag for at bruge milliarder på de to spillere. Hvis de bare havde givet Ramon Planes og Eric Abidal frit spil til at hente spillere selv, havde vi fået flere Pedri’er og Araujo’er, der er billige resultater af fremragende talentspejderarbejde.
Derudover handler det om det sportslige personale. Hvor Laporta i interviews har vist tillid til Ronald Koeman som træner, har Font i de sidste fem år oparbejdet en særlig relation til Xavi Hernandez og på forhånd lagt en plan for en sportslig omlægning af klubben, der med Xavi i spidsen skal bringe førsteholdet tilbage på toppen. Han har lovet, at midtbanelegenden vender tilbage på førstedagen efter valget (hans kontrakt hos Al-Sadd gør ethvert comeback muligt fra den ene dag til den anden), helst som erstatning for Koeman. Og hvis det ikke passer godt at skille sig af med Koeman midt på sæsonen, eller hvis han skulle gå hen og ende med at gøre det godt, vil man give Xavi stillingen som General Director, som er toppen af hans sportslige ledelse. Under ham ville der være en sportsdirektør, og under denne et teknisk sekretariat. Og det er ikke bare hvilke som helst, der skal besidde posterne, men først og fremmest ledere, der er formet som spillere eller trænere i Barcelona, men af forskellige årsager ikke har været i klubben siden. Der er tale om den famøse Barça DNA, som ikke skal stå alene, men som skal være rygraden i det sportslige projekt. Og det ser jeg mest, at det er hos Font, også selvom Laporta stod bag holdet fra 2008-2011 under Pep Guardiola, for nu ser det ud til, at Mateu Alemany bliver Laportas hovedansvarlige inden for den sportslige sektor, og selvom Alemany er en velrespekteret og succesfuld direktør i Mallorca og Valencia, ser jeg hellere på Fonts potentielle kandidater. Det er rygtet, at der er nogle store navne på vej til ham, som Jordi Cruyff og Carles Puyol. Derudover også Monchis højre hånd i Sevilla, Fernando Navarro, den tidligere Barça-spiller og -canterano, en meget talentfuld talentspejder på kun 38 år. At tænke på disse tre, blandt andre, med Xavi som spydspidsen for en ny og ung Barça-generation er præcis det, jeg ønsker og præcis det, Victor Font mener med Si Al Futur. Og så trækker Font også på klubbens koryfæer, som Joan Vilà, der er manden bag metodologien i La Masia, som også er blevet afspejlet på førsteholdet, samt Albert Benaiges, der igen skal stå i spidsen for La Masia.
Font har også personligt arbejdet med Vilà i årevis, og alt skrevet foroven peger på, at Font er den, der bedst er klædt på til at tage Barça DNA videre til næste generation.
Et mere demokratisk FCB
Når det kommer til forholdet til klubbens medlemmer, er Laportas ifølge hans egne ord en mere ”præsidentiel” præsident, mens Font er en ”forsamlende”. Det har han sagt som følge af Fonts planer om at demokratisere klubben og inddrage klubbens medlemmer mere i beslutningsprocessen. Nej, det bliver ikke Hr og Fru Riera fra L’Hospitalet, der skal beslutte, om Neymar skal hentes tilbage, men Font vil aktivere det passive klubmedlem, der kun kommer op ad sofaen eller stadiumsædet ved præsidentvalg og generalforsamling. Et eksempel, Font har nævnt er at lade klubmedlemmer stemme for, hvilke trøjer holdet skal bære under sæsonen. Nøglen til dette vil blive online-votering, som Font har arbejdet på at få bragt til klubben i årevis, inklusivt til generalforsamlingen i 2019, hvor størstedelen af klubmedlemmer stemte for, men der var ikke nok stemmer til, at det blev tvunget igennem. Bestyrelsen stemte desuden, naturligvis, imod. Online-votering vil desuden øge valgdeltagelsen til præsidentvalg, hvor udenlandske klubmedlemmer heller ikke behøver at rejse hele vejen til Barcelona for at stemme. Dette ville glæde de mange danske klubmedlemmer. Font har desuden talt om, at han vil gøre det nemmere for udenlandske fans at blive medlemmer.
Laporta vil som sagt vedligeholde den ”præsidentielle” linje, hvor magten konstant samles omkring bestyrelsen. Ironisk nok ligner Font i år meget den kandidat, Laporta var tilbage i 2003: en ung, succesfuld mand med et fremragende hold bag sig og ideer til at modernisere klubben, der havde stagneret. Nu ligner Laporta den kandidat med de gamle, konservative værdier, som jeg gerne vil videre fra.
Fodbolden bevæger sig hurtigere end nogensinde, og det er derfor, jeg nu vil foretrække Victor Font, den unge, succesfulde forretningsmand, frem for Laporta, den lidt afdankede politiker, der ikke fik indfriet sine nationalpolitiske drømme og som nu vender tilbage til fodboldpolitik.
Vigtige detaljer
Til sidst vil jeg nævne nogle detaljer, der yderligere sætter mig i Fonts lejr.
(1) Den største fodboldkirurg, katalaneren Ramon Cugat, der har opereret på alle verdens største fodboldspillere i årtier, valgte at være med i Fonts bestyrelse frem for Laportas pga. Xavis fremtrædende roll.
(2) Toni Nadal, en af verdens førende sports coaches (ja, Rafael Nadals onkel og Miguel Nadals bror, en stor culé), er også en del af Fonts hold, hvor han vil få en alsidig opgave inden for ledelse og de sportslige afdelinger. Her skal han arbejde på spillernes mentalitet individuelt og indbyrdes. Både han og Cugat er nogle af de bedste inden for deres felter inden for sportsverdenen.
(3) Laportas mistænkelige konsolidering over for hans tidligere rivaler, som Sandro Rosell, som han har genoprettet forbindelserne med. En skurkagtig karakter, som jeg ikke ønsker skal have indflydelse i klubben igen.
(4) Desuden melder den troværdig journalist Jordi Borda fra Catalunya Radio, at Bartomeu har sagt til sine bekendte, at han har tænkt sig at stemme på Laporta, fordi at vil gøre alt for, at Font ikke vinder, da Font har været den største modstander af Bartomeus bestyrelse, siden han blev valgt i 2015. Desuden var Font en af hovedindsamlerne af støtteerklæringer til mistillidsvotummet, foruden vi ikke ville have haft tidligere valg. Laporta var til gengæld taget på ferie under votummet, og han skrev blot under og delte det en enkelt gang til sine følgere på Twitter. Font, derimod, arbejdede hver dag og samlede stemmer ind på sine kontorer i byen.
(5) Laportas foreslåede bestyrelse er en række midaldrende konservative mænd fra den katalanske centrumhøjre- og højrefløj, endnu et tegn på, at Laporta, ironisk nok, efterhånden er blevet en establishment-kandidat, og jeg vil gerne væk fra disse. Desuden er der kun én kvinde med, mens Font har fået nogle ekstremt kompetente og unge kvinder med på sit hold. Igen nogle skud friskt blod, som jeg ønsker.
De fleste kandidater taler om vigtigheden i at Leo Messi fortsætter i klubben. Tror du din kandidat kan formå at overbevise Messi? Skal Messi overhovedet overbevises til at fortsætte?
Jeg tror, at både Font og Laporta kan overbevise Messi om at blive i klubben: Laporta pga. hans gode tidligere forhold til Messi, og Font pga. hans sportslige projekt ledt an af Xavi, der burde kunne overtale Messi. Det lyder desuden, som om Messi har fået det bedre og er glad igen på banen. Unge talenter som Pedri og Riqui Puig må også have hjulpet på hans humør: fremtiden er lys.
Tak for svarene. Er der her til sidst andet du brænder for at komme af med? Om valget eller bare generelt om Barça?
Selv tak! Jeg vil bare gentage, at jeg ikke er imod Laporta, der har gjort så meget for klubben, men blot af meget specifikke og generelle årsager, som beskrevet foroven. Laporta har et forspring pga. hans fortid, alle klubmedlemmer kender ham og ved, hvad han står for. Det kan blive afgørende i et ekstremt vigtigt valg, hvor det kan være, at man tager det sikre valg. Men man skal ikke glemme, at Laporta ikke egenhændigt tog klubben ud af dårlige tider – det var Rosells brasilianske kontakter, der skaffede Ronaldinho (efter at Laporta havde lovet Beckham); det var Ferran Soriano (nu CEO i Manchester City), der fik bugt på den dårlige økonomi og skaffede mange nye medlemmer; det var Marc Ingla, der moderniserede FC Barcelonas globale brand; og det var Johan Cruyff, der rådgav Laporta om vigtige sportslige beslutninger. Hans bestyrelse er ikke nær så stærkt i år, og måske vender Cruyffs søn sig hen mod rivalen, der har brugt årevis på at forberede et projekt, mens Laporta har brugt nogle måneder. Men når alt det er sagt, elsker jeg Joan Laporta, der f.eks. kan levere guldkorn som det kæmpe store banner lige ved siden af Santiago Bernabeu tidligere i december, og jeg er sikker på, at han ville være interesseret i at bringe mange af Fonts solide navne ind i hans sportsprojekt, ligesom Bartomeu i 2017 hentede Eric Abidal som sportsdirektør, selvom Abidal to år forinden var Laportas kandidaturs sportsdirektør.
Vi skal som culés være yderst glade for, at vi efter flere års enorm inkompetence har to kompetente kandidater, hvor jeg foretrækker Victor Font.
Endnu en gang tak for at tage dig tid til at besvare mine spørgsmål. Vi snakkes ved på Twitter.
¡Visca el Barça!