Deportivo Alavés er en af fire baskiske klubber i Primera División. De fleste danske fodboldfans kan nok huske klubben fra deres eventyr i Europa, der resulterede i et 4-5 nederlag til Liverpool i 2001-udgaven af UEFA-cuppen. Efter en del års tumult efter seneste nedrykning fra La Liga er de nu tilbage i den bedste spanske række og med lige over halvdelen af sæsonen spillet kigger jeg lidt nærmere på klubben.
Grundlæggelse og udvikling til elevatorhold
Deportivo Alavés er dannet i 1921 og er som skrevet overfor fra Baskerlandet. Nærmere betegnet byen Vitoria-Gasteiz, hvor deres stadion, Mendizorrotza, også ligger. Da det spanske ligasystem blev etableret i 1929 deltog Alavés i Segunda División sammen med Sevilla, Betis, Sporting Gijón, Oviedo, Deportivo La Coruña, Celta Vigo, Valencia og de to mere ukendte klubber Iberia Sport Club og Racing Club de Madrid. Mens førstnævnte i 1932 lagde sig sammen med Zaragoza Club Deportivo for at blive det nuværende Real Zaragoza, så lukkede sidstnævnte helt ned, også i 1932.
Efter to sæsoner rykkede Alavés op i den bedste række for første gang. Efter tre sæsoner røg de ud igen og i det meste af 40’erne stod den på Tercera División, hvilket på det tidspunkt var tredjebedste række. I løbet af 50’erne begyndte det igen at gå fremad og i 1953-54 sæsonen kunne de lade sig kåre som vinder af Segunda División. Efter to sæsoner var det igen slut med Primera División. Klubben rykkede ned i 1955-56 sæsonen og herefter gik der lang tid inden Alavés igen var med i det fine selskab. Faktisk skulle der gå 42 år.
Allerede efter den første nedrykning startede Alavés’ udvikling som elevatorhold. Fra 1933 til 1953 oplevede Alavés tre nedrykninger og lige så mange oprykninger og sådan forsatte det for klubben gennem flere årtier, hvor man rykkede op og ned mellem den anden- og tredjebedste række. Helt galt gik det dog i sæsonen 1969-70, der endte med nedrykning fra Tercera División til de regionale rækker svarende til Danmarksserien herhjemme. De rykkede op i Tercera División efter en enkelt sæson og kom tilbage i Segunda División i sæsonen 1974-75, hvor de blev i en små ti år. I starten af 1980’erne var der dog trænge tider i den lille klub og angiveligt blev de kun reddet fra en konkurs ved salget af senere spanske landsholdmålmand, Andoni Zubizarreta, til næsten-naboerne fra Athletic Club.
I 1984 blev José Manuel Esnal Pardo, bedre kendt som Mané, ansat som manager for Alavés. De endte 1984-85 sæsonen på en tredjeplads i Segunda División B, der var oprettet som den nye tredjebedste række i 1977, og glippede dermed oprykning til Segunda División, hvilket fik Mané til at stoppe som manager. Han skulle dog vende tilbage til klubben senere og anden omgang var en helt anden historie.
Sæsonen efter var Alavés i økonomiske problemer og blev på trods af en femteplads tvangsnedrykket til Tercera División, der altså på det her tidspunkt var Spaniens fjerdebedste række. Efter fire sæsoner var de atter tilbage i Segunda División B og var i flere omgange tæt på at sikre sig yderligere oprykning, men først efter fem forsøg på at klare sig igennem play-off lykkedes det Alavés at sikre sig en plads i Segunda división.
Manés second coming
Efter et par sæsoner i Segunda División uden at gøre det store væsen af sig blev Mané ansat igen op til 1997-98 sæsonen. Denne gang lykkedes det Mané at få Alavés op. De endte på førstepladsen i ligaen og var dermed klar til Primera División-fodbold igen efter 42 år.
Den første sæson i den bedste række var ikke den nemmeste og Alavés sluttede som nr. 16 bare en plads over play-off om nedrykning. De fik også nogle store øvertæver i løbet af sæsonen. Især på udebane. Bl.a. tabte de 7-1 på Camp Nou, 5-0 på Mestalla og 5-0 på San Mamés. De var i det hele taget rigtig skidt kørende på udebane, hvor det bare blev til en sejr over Salamanca. Hjemme på Mendizorrotza gik det noget bedre og her blev til sejre over bl.a. Atlético Madrid, Celta Vigo og Real Sociedad. På holdet var det lejesvenden Gerard López, der viste sig frem og han blev til og med holdets topscorer med syv mål. Inden sæsonen havde man desuden hentet Julio Salinas hjem fra Japan og han bidrog med fem mål.
Til 1999-00 sæsonen havde Mané hentet en del spillere ind til sæsonen på trods af at økonomien stadig ikke var særlig god. Man handlede dog kløgtigt, billigt og fremfor alt på frie transfers. I den argentinske klub Ferro Carril Oeste hentede man den uruguaynske målmand, Martín Herrera. Samtidig var forsvaret blev stabiliseret med Cosmin Contra (Dinamo Bukarest), Óscar Téllez (Valencia) og Dan Eggen (Celta Vigo). På midten var Martín Astudillo (Gimnasia Jujuy) og Nan Ribera (Espanyol) kommet til og i angrebet hentede man den tidligere Barcelona angriber, Meho Kodro, ind på en lejeaftale.
Rent taktisk lavede Mané også en ændring, hvor Alavés begyndte at spille 5-3-2. Det gav Cosmin Contra mulighed for at deltage både defensivt og offensivt uden at det gik for meget udover balancen på holdet. Forstærkningerne bagtil samt den taktiske ændring var alt sammen med til at lukke forsvaret så meget af, at Alavés var det hold, der lukkede færrest mål ind i ligaen og Martín Herrera vandt Ricardo Zamorra-trofæet, der gives til den keeper, der lukker færrest mål ind.
Den intime hjemmebane viste sig igen, at være Alavés’ styrke, men til forskel fra sæsonen inden, så begyndte man også at vinde på udebane. Med udesejre over både Valencia, Real Madrid og Barcelona viste de helt andre takter end sæsonen før. Faktisk endte sæsonen med at blive deres bedste sæson nogensinde med en sjetteplads til følge. Det gjorde, at de sæsonen efter kom i Europa for første gang og sikke et indtog de gjorde.
Det europæiske eventyr
Alavés trådte ind i første runde, hvor de mødte tyrkiske Gaziantepspor. Efter 0-0 på hjemmebane drog Alavés til Gaziantep og vandt 4-3 på bl.a. to mål af den kroatiske lejesvend Ivan Tomić fra Roma. I anden runde kom Alavés op mod norske Lillestrøm. Endnu engang blev det til en uafgjort på hjemmebane, da det blev 2-2. Det var dog returopgøret og da Alavés havde vundet 3-1 i Norge i første kamp var de klar til tredje runde.
Endnu et norsk hold blev trukket. Denne gang var modstanderen Rosenborg og Alavés startede på hjemmebane. Ligesom i de foregående kampe blev det til endnu en uafgjort, 1-1 hjemme på Mendizorrotza. I returopgøret i Trondheim klarede Alavés tingene ved at vinde 3-1. I mangel af norske hold kom Alavés i fjerde runde op mod Inter og sørme om ikke mønsteret gentog sig. Uafgjort hjemme og sejr ude. Det var dog lige før, at det gik galt i den første kamp på Mendizorrotza. Efter 65 minutter var Alavés bagud 1-3, men to hurtige mål i løbet af fire minutter fik skaffet dem uafgjorten og på San Siro vandt de 2-0 efter to sene mål. Det ene scoret af Jordi Cruyff. Således var Alavés klar til kvartfinalen.
Her kom Alavés op mod landsmændene fra Rayo Vallecano, der var kommet med i UEFA Cuppen via Fair Play-lodtrækningen. Første kamp endte 3-0 til Alavés hjemme på Mendizorrotza, blandt målscorerne var Dan Eggen, og på trods af Alavés’ første nederlag i turneringen gik de videre efter at have tabt 1-2 på Vallecas, der på det tidspunkt hed Estadio Teresa Rivero. I kvartfinalerne var der faktisk i alt fire spanske hold. De to andre, Barcelona og Celta Vigo, mødte hinanden i en af de andre kvartfinaler, hvoraf Barcelona kvalificerede sig til semifinalerne.
Det var ikke Barcelona, der blev Alavés’ modstander i semifinalen, men derimod tyske Kaiserslautern med spillere som Youri Djorkaeff, Mario Basler, Olaf Marschall, en ung Miroslav Klose og danske Michael Schjønberg, der dog sad på bænken i begge kampe og det er forsvareren nok glad for. Alavés nedsablede Kaiserslautern i begge kampe. Første kamp i Spanien endte med et 5-1 sejr til hjemmeholdet og i returopgøret i Tyskland kunne 1. FCK intet stille op selvom de kom hurtigt foran 1-0 på mål af Djorkaeff. Efter de 90 minutter var gået stod det 1-4 på måltavlen og Alavés var klar til finalen efter en samlet sejr på hele 9-2.
I finalen ventede Liverpool og hvilken finale det blev. Liverpool, der i den anden semifinale slog Barcelona ud efter 0-0 på Camp Nou efterfulgt af en 1-0 sejr hjemme på Anfield på et mål Gary McAllister, kom bedst fra start i finalen og efter 16 var de foran 2-0 og ved pausen stod det 3-1 til englænderne. Men som enhver Liverpool-fan nok ved kan man ikke vide sig sikker selvom man fører komfortabelt ved halvlegen. I løbet af de første fem minutter af anden halvleg slog Javi Moreno til to gange og nu stod det 3-3 med næsten en halv kamp tilbage. Fowler gjorde det til 4-3 inden Cruyff fik udlignet til 4-4 kort før tid.
I den forlængede spilletid gik det dog galt for Alavés. Først fik Magno dobbelt gult efter 98 minutter og efter 115 minutter rev kaptajn Karmona Liverpool’s Vladimir Smicer omkuld og måtte også forlade banen efter dobbelt gult. Det blev dyrt, da Liverpool på det efterfølgende frispark scorede til 5-4. Dermed tabte Alavés finalen, da man på det tidspunkt spillede med Golden Goal-reglen.
Se et sammendrag af finalen herunder eller se hele kampen her:
https://www.youtube.com/watch?v=f0jSDDQY6-Y
Nedrykning(er) og overtagelse
Med europæisk fodbold i kunne Alavés ikke holde det samme tempo i ligaen. Javi Moreno, der var en stærk figur i Europa, viste sig også som en habil målscorer i ligaen og endte som treer på topscorerlisten med 22 fuldtræffere, men det til trods sluttede Alavés kun på tiendepladsen. Op til sæsonen 2001/02 røg der et par spillere ovenpå det europæiske eventyr. Navnligt Javi Moreno og Cosmin Contra blev begge solgt til Milan.
Ind kom en del spillere på lån heriblandt en 19-årig argentiner ved navn Fabricio Coloccini, der faktisk endte som delt topscorer sammen med Magno. Sæsonen endte med en syvendeplads og da de to finalister i Copa del Rey – Real Madrid og Deportivo – begge var kvalificeret til Champions League gik den sidste UEFA-cup plads til Alavés. I 2002/03 var der dog ikke ligeså meget guf i Alavés. I første runde mødte de Ankaragücü, der blev slået ud med 5-1 samlet. I anden runde ventede Besiktas og efter 1-1 på hjemmebane tabte Alavés 0-1 på Inönü. Samtidig gik det helt skævt i ligaen og statussen som elevatorhold blev endnu en gang understreget. Mané blev fyret i april og Alavés sluttede på 19. pladsen, rykkede ned i Segunda División og dermed sluttede La liga-eventyret for denne gang.
Efter nedrykningen blev Alavés i 2004 købt af den ukrainsk-amerikanske forretningsmand Dmitry Piterman, der allerede på det tidspunkt havde været inde over Racing Santander. Allerede her lagde man mærke til den eksentriske pengemand, da han insisterede på at være holdets manager på trods af manglende managerlicenser. Det skaffede ham et forbud fra det spanske fodboldforbund mod at sidde på bænken. Kreativ som han var, lykkedes det ham dog alligevel, at skaffe sig adgang til bænken ved at blive akkrediteret som journalist eller fotograf.
Der blev satset benhårdt på at returnere til La Liga, men det skulle lige tage et par sæsoner. I den første sæson efter nedrykningen, inden Piterman kom til, lykkedes det Alavés at komme i semifinalen i Copa del Rey, hvor man røg ud på reglen om udebanemål, da man spillede 1-1 hjemme mod Real Zaragoza efterfulgt af 0-0 på La Romeleda. I ligaen endte man på en fjerdeplads blot to point fra oprykningspladserne. Året efter gik det bedre og med en tredjeplads var Alavés atter klar til La Liga i 2005-06 sæsonen.
Trupperne i disse år var kendetegnet ved store udskiftninger efter hver sæson. Primært baseret på frie transfers og lån, men slet ikke med samme succes som man oplevede nogle år før. Op til den nye La Liga sæson hentede man således 16 nye spillere og den anden vej røg der ca. lige så mange. Blandt de nye ansigter var Mauricio Pellegrini, der blev hentet på en fri transfer fra Liverpool og i dag er Alavés’ manager. Blandt dem, der forlod klubben var Abelardo og Aleksander Mostovoy, der begge indstillede karrieren.
I løbet af sæsonen nåede Piterman at fyre tre managers. Hver gang på grund af stridigheder mellem Piterman og den pågældende manager. Undervejs i sæsonen fik Piterman også lagt sig ud med spillere, hvor han blandt andet kaldte Óscar Téllez for fed og fordrukken. Inden da havde han brillieret med at kalde Alavés’ fans for idioter. Sæsonen endte da heller ikke godt for Alavés og endnu en nedrykning var en realitet. Næste sæson var ikke bedre på managerfronten hvor Piterman overgik sig selv fra året før og nåede denne gang at komme i gennem fire managers. På banen hang tingene slet ikke sammen og det endte med at blive til en 17. plads i Segunda División. I sommeren 2007 forlod Piterman klubben og efterlod den med en stor gæld på €25 millioner.
Reorganisering af klubben
Endnu en gang var klubben på randen af konkurs og den nye præsident Fernando Ortiz de Zárate måtte kæmpe en hård kamp mod klubbens debitorer. Klubben overlevede, men måtte skrue gevaldigt ned for budgetterne og i 2008-09 endte det med nok en nedrykning til Segunda División B. Arbejdet med at undgå en konkurs strakte sig så langt som 2015, hvor Alavés for første gnag i en årerække bliev gældfri. Denne gang blev det til fire sæsoner i Segunda División B. I 2010-11 var endte de på en tredjeplads og kvalificerede sig dermed til play-off kampene om oprykning. Her røg de ud i anden runde (ud af tre) til Lugo. 2 sæsoner senere gik det bedre for Alavés.
De vandt deres række i Segunda División B foran Eibar og kvalificerede sig endnu en gang til play-off. Første modstander i play-off var mod Real Jaén. Borja Viguera sørgede for forløsningen. Ude på Nuevo La Victoria scorede han til 1-1 på straffe i det 89. minut og i returopgøret scorede han igen på straffe. Denne gang i 78. minut og på det mål var Alavés sikre på at rykke op. Det samme var Tenerife, men play-off slutspillet i Segunda División B er sat sådan sammen, at der stadig skal spilles om hvem, der skal ende som den samlede vinder af Segunda División B.
Alavés startede hjemme på Mendizorrotza og vandt 2-0. Igen var det Borja Viguera, der blev helten med to scoringer. I returopgøret på Heliodoro Rodríguez López kom Alavés hurtigt bagud 0-2 og Tenerife havde altså udlignet Alavés’ føring. Alavés fik dog scoret et mål mere og gik videre med 3-2 samlet. Målscoreren? Borja Viguera på straffe. Dermed kunne Alavés kalde sig vinder af Segunda División B 2012-13.
I Segunda División fortsatte Borja Viguera hans målshow og han endte med at blive ligaens topscorer i 2013-14 med 25 mål. Det hjalp dog ikke Alavés synderligt, der hele sæsonen lå i bunden af rækken og kæmpede for at overlevelse. Fra 26. runde og frem til sidste spilledag lå Alavés under nedrykningsstregen, men i 42. og sidste runde vandt Alavés 3-2 på et mål i det 85. minut ude over Real Jaén og sikrede sig overlevelsen i Segunda División.
Bedre gik det i 2014-15 hvor de Alavés endte på en 13. plads med komfortable ni points ned til nedrykningsstregen. I slutningen af sæsonen så det faktisk ud til at de ville ende i top 10, men i de sidste par runder tabte de lidt momentum. På intet tidspunkt var de dog under stregen i denne sæson. For en gangs skyld gik Alavés også sæsonen i gennem uden at fyre manageren. Op til næste sæson udløb Alberto Lopez’ kontrakt og José Bordalás blev i stedet ansat. Med et par gode signings som Gaizka Toquero, Kiko Femenía, Sergio Mora og Dani Pacheco kunne Alavés på næstsidste spillerunde fejre oprykningen efter de siden 16. runde havde ligget på enten første- eller andenpladsen. Det var dog ikke nok til at sikre Bordalás en sæson mere og han blev fyret i slutningen af juni 2016.
La Liga-bold i Vitoria-Gasteiz igen
José Bordalás blev erstattet af den tidligere og Alaves-spiller, Mauricio Pellegrini og han fortsætter Alaves-stilen når man ser på transfermarkedet. Indtil videre er der kommet omkring 20 nye spillere ind i truppen og det er stadigvæk primært på det frie transfermarked og på lånemarkedet. Kaptajnen og en af profilerne, Manu Garcia, har dog været i klubben siden 2012 har 150 ligakampe bag sig. I hans La Liga-debut i første spillerunde sørgede han for, at Alaves fik point ude mod Atlético Madrid, da han sørgede for 1-1 målet i sidst minut. Faktisk fik Alavés en rigtig flot start på sæsonen.
Det uafgjorte resultat mod Atlético Madrid blev fulgt op af 0-0 hjemme mod Sporting Gijón og i tredje runde, så kom Alaves på alles læber i Spanien, da de slog FC Barcelona på Camp Nou med 2-1. En sejr, der i den grad kom i hus ved hjælp af en meget aktiv defensiv. I syvende havde Alavés bare tabt to kampe ude mod hhv. Valencia og Sevilla. I begge kampe blev Alavés straffet og tabte 1-2 på sene mål.
Efter 20 runder har Alavés tabt seks kamp, i de seneste otte runder har de kun tabt én kamp, hvilket må siges, at være en flot bedrift af et oprykkerhold. Fortsætter de gode takter, så er der en god sandsynlighed for at Alavés også i næste sæson er at finde i La Liga. På nuværende tidspunkt har 23 point efter 20 kampe og man skal gerne op 37-40 point for at være sikker.
i tredje spillerunde af indeværende sæson.
I Copa del Rey har man ligesom i 2003-04 spillet sig frem til semifinalen. Her venter den letteste af de tre mulige modstandere, nemlig Celta Vigo. Skulle det lykkedes Alavés at komme forbi Wass, Sisto og Hjulsager, så venter enten FC Barcelona eller Atlético Madrid. Men hvor det er lykkedes Alavés at få fem point i kampene mod de to, så tabte de 0-1 sidst de var på Balaídos og mødte Celta Vigo i midten af januar.
For nu ser det ud altså ud til at Alavés overlever denne sæson i La Liga, men spørgsmålet er om de vil bide sig fast i den bedste række eller om de vil fortsætte som elevatorhold?
Bonusinfo: Alavés har i de seneste år spillet i Hummel.
Kilder:
https://en.wikipedia.org/wiki/Deportivo_Alavés
https://en.wikipedia.org/wiki/2000–01_Deportivo_Alavés_season
https://en.wikipedia.org/wiki/2016-17_Deportivo_Alavés_season
https://en.wikipedia.org/wiki/1999–2000_La_Liga
https://en.wikipedia.org/wiki/2001_UEFA_Cup_Final
http://news.bbc.co.uk/sport2/hi/football/uefa_cup/1331439.stm
http://www.uefa.com/uefaeuropaleague/season=2000/matches/round=1532/match=67741/postmatch/lineups/index.html